Jeg har hæklet en slange, som fungerer som sengerand til min nyfødte søns vugge. Jeg har vist den frem på min Instagram profil løbende, så flere har spurgt om jeg ikke ville dele en opskrift, problemet er bare at jeg ´bare´ hæklede den, og skrev intet ned #DenIrriterendeTypeIKnow, MEN vil alligevel prøve at beskrive hvad jeg har gjort.
Det bliver ikke vildt detaljeret, så man skal kunne hækle og skifte farve og evt. selv google hvordan man laver en bold 😉
Er man i tvivl om noget, så smid gerne en kommentar, så skal jeg nok svare så hurtigt jeg kan, også kan andre måske også få glæde af dit spørgsmål og mit svar 😉
Du skal bruge hæklenål str. 3, jeg bruger disse og en masse bomuldsgarn, Garnet er Købt HER, de præcise farver koder osv. kan jeg simpelthen ikke huske, beklager. Også skal den naturligvis fyldes, jeg har købt billige puder i IKEA, til 9kr.. Jeg fyldte den til sidst – slangen måler ca. 180cm.
Den er hæklet med fastmasker og det er den eneste maske du skal kunne og evt. en magiskring til at starte med/luftmasker.
Hovedet: Er lavet udfra princippet fra en bold, tog ud til den ønskede tykkelse, stoppede med udtagning til række 18, i mit tilfælde er den 88 masker hele vejen rundt. og 46 rækker lang. Øjnene er lavet udfra denne guide, den ene med nål 3 og den anden med nål 4, for at få det lidt skæve look, og blot syet på til sidst.
Tænker at alle de vandrette stykker er lige til, jeg vil blot skrive hvor mange rækker jeg har af hver.
Næste stykke består af 10 rækker mørkeblå og 3 rækker lyseblå, jeg har lavet 3 mørkeblå og 2 lyseblå afsnit
Det hvid og sort ternede stykke er lidt sværere, først vil jeg sige at jeg ikke bryder garnet i hver farveskift, men når det er sagt så pas på det ikke bliver for stramt på bagsiden, for så bliver det ikke særlig pænt. Mine tern er 6 masker brede og 6 masker høje (den hurtigere vil måske nu sidde og tænke jamen det gå jo ikke op i 88, og nej, så bagpå er der en tern der er lidt større. Dette problem gentager sig hele vejen, at det ikke er alle mønstre der går op i 88, men det ser ingen, det er jo på bagsiden/undersiden 😉 se billedet under her for at se hvordan min ser ud bagpå ) herfra er det så blot at lave 6 sorte masker, efterfulgt af 6 hvide og gentag 6 rækker, og skift så, så de sorte er ovenpå de hvide , mit stykke er 4 tern bredt, altså 24 rækker ialt.
Så er der vandrette rækker med 7 forskellige farver af 6 rækker i hver.
Det stribede stykke er lavet ligesom ternene, blot uden at skifte, striberne er 4 rækker hver (deleligt med 88, så disse passer) HUSK ikke at holde snoren på bagsiden for stram.
Endnu et vandret stykke: 19 rækker karry, 3 hvide, 3 karry, 3 hvide, 3 karry, 3 hvide, 3 karry – ialt: 37
Afsnittet med de store prikker (mørkegrå og lysegrå) er hæklet udfra dette digram, blot med 4 masker i mellem prikkerne, i stedet for 2. Dette mønster går heller ikke op i 88, MEN det betyder blot at der på bagsiden er et sted med mere mellemrum imellem.
Sort/hvid striberne: 2 rækker sort, 2 rækker hvid, 3 rækker sort, 3 rækker hvid, 3 rækker sort, 4 rækker hvid, 4 rækker sort, 5 rækker hvid, 5 rækker sort, 6 rækker hvid, 6 rækker sort, ialt: 40 rækker
Råhvide prikker på brun baggrund: start med en række brun, så de hvide prikker ikke er direkte på farven før. hver prik består af 2×2 råhvide masker med 6 brune imellem, når de første 2 rækker er lavet, altså første omgang prikker, laves der en omgang med brun, så der kommer mellemrum mellem prikker, næste omgang prikker laves så de sidder i mellem de foregående prikker.
6 rækker lysegrå og 6 rækker mørkegrå.
De mørkeblå og lyseblå trekanter er lavet udfra dette diagram, og nej det går heller ikke op i 88 🙂
Råhvid, karry og brune striber 3 rækker af hver x 3, ialt: 27 rækker.
Lysegrå med sorte prikker, de sorte prikker består blot af 1 fastmaske, med 9 lysegrå imellem, og en række lysegrå imellem.
Halen er blot 29 mørkegrå rækker, hvor der er taget 10 ind hist og her, 3 sorte rækker, 3 mørkegrå, 2 sorte, 2 mørkegrå, 1 sort og 20 mørkegrå, der er taget ind hele vejen, men kan simpelthen ikke huske hvor meget – beklager.
Hvis du har lyst til at gå på opdagelse i denne slags hækling, hvor det ikke blot er frem og tilbage, så kan du google: jacquard hækling 😉 den slange kunne være blevet MEGET længere, med al den lækre inspiration der er derude.
Tak fordi du læste med
Find mig også på Bloglovin’, Facebook, og Instagram (eller snapchat: ibenerica)
Hejsa hvor mange kilo fyld tænker du jeg skal købe til slangen😊mvh dorthe
Kære Dorthe
det ved jeg faktisk ikke, har ingen ide. beklager <3
Hej
super fin slange tak for opskrift
Jeg er nået til prikkerne i mørke o lysegrå syntes ikke jeg kan få dem runde kan du evt skrive hvordan/hvornår du skifter farve?
Mvh
Hanne
Hej Hanne
hvis vi snakker om samme punkt : sorte prikker på grå ?
så består prikkerne blot af 1 fastmaske, så den er som sådan ikke rund
jeg skifter farve som jeg plejer, med to løkker på nålen og hiver den nye farver igennem
Håber det giver mening?
Iben
Hej Iben,
Hvad måler din i breden jeg syntes min ser meget stor ud (har kun lavet hoved +1 led)
Mvh kathrine
Hej Kathrine,
BEKLAGER det sene svar, men tror jeg slog det ud fordi jeg tænkte jeg gav dig svar på instagram, men jeg kan næsten holde om den med to hænder, så ret bred.
Så flot slange, er den hæklet i spiral?
Vh Heidi
Hej Heidi
Hvis spiral er forstået korrekt, så ja den er hæklet rundt og rundt, det er ikke et lige stykke der er syet sammen
Iben 😉
Hej. Jeg er netop gået i gang med min egen slange, og jeg tænkte om du kan huske hvor mange puder du brugte til at fylde din?
Hej Katrine
under en pude, der er virkelig MEGET fyld i sådan en pude..
Iben
Hej!
Hvor er den fin! ?
Hvor mange gram garn er der cirka blevet brugt? ?
Hilsen Camilla
Hej Camilla
Tusinde TAK
Jeg ved det ikke, fik den ikke vejet inden jeg fyldte den, så dumt, men har ikke brugt mere end én nøgle pr. farve.
Iben